I forbindelse med planlægningen af vores USA tur, har vi draget nytte af rigtig mange rejsebeskrivelser på nettet. Med denne hjemmeside, vil vi gerne give vores bidrag og erfaring videre.
Vi er en familie på 4 personer – Mads på 20, Marlene på 22 og de to gamle – som stadig føler sig i slutningen af tyverne (+ 20) – Charlotte og Claus. Vi bor i Aalborg forstaden Klarup.
Vi har i flere år talt om en USA-tur, men p.g.a. ungernes skole, økonomi m.v. har det ikke været muligt at lave turen før nu. Mads har afsluttet gymnasium og aftjent værnepligt, og har nu fuldtidsjob. Da Marlene fik oplyst, at hendes eksamen afsluttes tidligt i Juni, besluttede vi så – nu skulle det være!!! USA here we come 🙂
Hvor skal vi hen du???
Første diskussion i familien var – hvor turen skulle gå til. Florida, havde knejterne besøgt i 2004 i forbindelse med Mads’ konfirmationsgave (en tur med TV2 Zulu til NFL football).
Østkysten (New York m.v.) blev diskuteret, men fundet for “let” – der kan man jo altid tage til, på en uges ferie. Så vendte vi en tur i Sydstaterne, men det endte med den meget traditionelle tur til Californien. Ganske enkelt, fordi det er området man har hørt mest om, fra andre, film o.s.v.
Tidspunktet for afrejse lå meget klart – så tidligt som muligt, efter Marlenes eksamen. Primært fordi alt er billigere og sekundært da der forhåbentlig er færre turister i CA, når man holder sig ude af højsæsonen.
Vi var meget enige om, at vi ønskede frihed på turen, og dermed ikke ville pakkes ind i en fastlagt pakkerejse. Og vi var også sikre på, at vi ville kunne lave turen billigere selv.
Første milepæl, var at få fundet flybilletter og dermed, at få ferieperioden på plads.Der blev surfet på nettet i nogle dage – primært via www.momondo.dk
I første omgang blev intet udelukket – der blev søgt på rejser fra Hamborg, Billund, Tirstrup, Sverige og København til Los Angeles, San Francisco, Las Vegas.
Selvom det var muligt, at finde billige flybilletter fra nogle af disse lufthavne, var prisforskellen for lille og besværet for stort, til at afrejse stedet kunne blive andet end Aalborg.
De billigste destinationer var Los Angeles og San Francisco – her var prisen ens. Vi valgte LA som destination, alene fordi det har ry for at have bedre vejr end SF 🙂
Billetprisen pr. person – kr. 4.500,- (retur)
Rejselængde 3 uger og et par dage.
Hva’ ska’ vi der??
Næste fase er helt klart det der tager mest tid – hvad skal vi så i Californien??
Hvad skal vi se, hvor skal vi hen og hvornår. Hvor meget gider vi at køre, skal vi dase og holde solferie?
Man tager selvfølgelig ikke til CA for at holde solferie, men på den anden side så har vi heller ikke lyst til at piske rundt som en anden japaner knipse billeder og køre tusindevis at kilometer blot for at se en seværdighed. Nok mere en kombination af det hele.
Der var nogle ting vi på forhånd viste vi ville – storbyerne LA, Vegas, SF skulle vi se.
Highway 1 turen (turen ml. LA og SF) skulle vi på, men derudover var vi rimelig åben.
San Diego var en mulighed men ikke et krav.
Hvor langt øst på ville vi køre? Hvad skulle vi droppe?
Vi startede med at lave en grov planlagt rute – LA til SD – SD til Vegas – Vegas til SF – SF til LA. Turen var baseret på, at vi skulle kører syd på HW 1 for at få det bedste hav-blik i.flg. andre rejsebeskrivelser.
Vi valgte ret hurtigt, at droppe nogle af seværdighederne øst fra Vegas – f.eks. Monument Valley, Meteord Crater.
Dog var Grand Canyon stadig på ønskesedlen og dele af route 66.
Vores første rute, gik til Grand Canyon “South Rim” (syd delen), en tur der “koster” min. en dag ekstra – til gengæld giver den en længere tur på den historiske route 66.
Skulle vi igennem Death Vally eller droppen den? Kan man nå at se noget i Yosemite på en dag?
Der er mange andre hensyn at tage i planlægningen – Der er rigtig mange turister i Vegas i weekenderne, vi skulle være et godt sted den 4. juli (uafhængighedsdagen) o.s.v.
På et tidspunkt gik vi lidt kold i planlægningen (efter en måneds research og diskussion) og vi valgte at lade 3 rejseselskaber give et tilbud for overnatning, billeje og rute.
MyPlanet, Risskov Rejser og FDM Travel gav os et tilbud – på ml. Kr. 25 og 30.000,-
Det bedste ved denne proces, var egentlig, et bud på en alternativ rute fra FDM.
Og faktisk den hovedrute vi valgte.
Herunder er vist den endelige planlagte rute:
Vis Rute USA 2011 på et større kort