Vi kørte fra Las Vegas kl. 10.00 og havde en lang køretur foran os. Vi skulle køre ca. 560 km og lande i Tulare der ligger lidt udenfor Sequoia Nationalpark. På vejen spiste vi frokost på ”Peggy Sue´s Diner” en helt gennemført 50`er stil, hvor vi fik nogle supergode sandwich med ”curly fries” snoede pomfritagtige kartofler.
Vi besøgte også Calicio Ghosttown, en gammel mineby i ørkenen. Det var en sjov oplevelse hvor mange af de gamle ting fra den tid var bevaret, og når der samtidig var 40 graders varme var det hele meget autentisk. Claus og Mads skulle også lige prøve at grave efter guld sammen med en gammel ‘guldgraver’ cowboy, der stod og viste hvordan man faktisk gjorde dengang, og selvfølgelig fandt de nogle ”golden nuggets”. Så vi købte nogle små glas til at opbevare dem i 🙂
Vi ankom til vores hotel omkring kl. 18.30 og kl. 18.45 lå Claus og Mads i poolen. Ved siden af hotellet var der en gruppe unge college cheerleader der øvede til show, med både kast og saltomortaler på asfalt – det var vildt, men de var super dygtige. Vi valgte at spise sent aftensmad på Pizza Factory, og der var tilbud på 2 stk. pizzaer med 10 slices, de så umiddelbart ikke så store, så vi bestilte friskt en til hver. Da vores mad kom endte vi med at have 40 kæmpe pizza slices, som vi jo burde have gennemskuet efter en uge i US and A! Men vi blev enige om at give en pizza til nogle af de andre i restauranten, så lærte vi det……